På rad og række sidder de på den lave bænk langs muren af røde mursten. Klædt i deres hverdagstøj: falmede nederdele i mange lag, store trøjer og ternede forklæder. Flere har et farvestrålende klæde på ryggen, hvor kun hårtoppen vidner om, at et barn ligger og sover. Nogle taler sagte sammen, andre griner og pjatter. Ind imellem rejser en af kvinderne sig for at tage en af de kogte kartofler, som tårner sig op på det lille i midten, og dypper den i en af de små skåle med stærk chilisovs.
Vi er med til det ugentlige møde i kvindegruppen Wara Waritas i bydelen Tarapacá i udkanten af El Alto – slumbyen som med lynets hast vokser sig større og større på højsletten over Bolivias hoedstad La Paz.
Livet i højlandet
Fredag efter fredag mødes kvinderne for at tale sammen og for at hav det rart. Men også for at spinde og strikke af ulden fra alpakaen. Det er et dyr, som lever af naturgræs i Andesbjergene, og som ikke kræver moderne fodertilskud eller kunstgødede græsmarker, og hvis uld og kød gennem århundreder har hjulpet mennesker til at overleve i det barske og ufrugtbare højland, hvor kun hårdføre afgrøder såsom kartofler og quinoa kan dyrkes.
Håbet om et bedre liv
For kvinderne i Wara Waritas betyder alpakaen også overlevelse. Kvinderne er aymaraindianere, og de er bare nogle af de tusindvis af fattige højlandsindianere, som hvert år flytter til El Alto med håbet om, at netop de vil finde lykken og et bedre liv i byen. For kvinderne i Wara Waritas er det lykkedes. I modsætning til mange andre kvindelige tilflyttere har de deres egen indtægt og er ikke længere afhængige af mandens indtægt fra jobs som f.eks. buschauffør eller bygningsarbejder. Samtidig giver arbejdets fleksibilitet dem mulighed for at udføre det mellem madlavning, rengøring og børnepasning. Varerne sælges til Fair Trade virksomheden Alpaca-export. Her får kvinderne en pris, der er dobbelt så høj, som den de ville kunne få ved at sælge deres produkter på de lokale markeder. Hvis en kvinde arbejder 6-7 timer dagligt, svarer det til en løn på ca. 5 dollars. Ofte bruger kvinderne pengene på børnenes skolegang og sundhed.
Læse og skrive – Kun første skridt
Mens den skarpe højlandssols sidste stråler dækker El Alto i et smukt orangegult skær, finder kvinderne vægt og kladdehæfte frem. Eksportøren har medbragt tre gennemsigtige plasticsække med uld til kvinderne.
For at sikre enighed om, hvor meget garn, som skal leveres tilbage til eksportøren, vejes ulden, og det noteres omhyggeligt ned. Efterfølgende fordeler kvinderne selv arbjdet i gruppen. Når de førdige varer afleveres, kontrolleres kvaliteten for på den måde at gøre kvinderne opmærksomme på de særlige krav, der er til eksportprodukter.
Når kvinderne har behov for det, modtager de gratis uddannelse for at dygtiggøre sig som producenter. Kvinderne har tidligere deltaget i kurser for at lære at læse og skrive betalt af EU, og produktionen af alpakaprodukter er en måde at vedligeholde deres kundskaber på. Da EU afsluttede alfabetiseringskurserne efterlod de kvinderne med nye færdigheder, men uden et marked, hvor de kunne sælge deres produkter. Det er det tomrum Alpaca-export udfylder for kvinderne i Wara Waritas.
Artiklen er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i december 2007. Den bygger på et besøg hos Alpaca-export og kvinderne i Wara Waritas i maj 2007.