– En rejse i Bolivias historie
I dette foredrag tager jeg tilhørerne med på en rejse til byen Potosi højt oppe i Andesbjergene. Med udgangspunkt i mine egne besøg i sølvminer i “Det rige bjerg” hører vi om, hvordan fattige mennesker sætter liv og helbred på spil i kampen for at skaffe til det daglige brød, når de hver dag går på arbejde i minerne.
Foredraget er et indblik i den fattigdom, som præger Bolivia i dag. Det er også et indblik i landets spændende og makabre historie, som er ganske godt illustreret i netop Potosi.
I dag er Potosi en af de fattigste byer i Bolivia. Det har den dog ikke altid været. I slutningen af 1600-tallet var Potosi en af verdens største og rigeste byer. Grunden til både den store rigdom og den nuværende fattigdom findes i bjerget, som tårner sig op over byen. Da spanierne opdagede, at der var sølv i bjerget grundlagde de byen og begyndte at udvinde sølvet. Det vides ikke nøjagtigt, hvor meget sølv der har været i bjerget, men det siges, at spanierne kunne have bygget en bro over Atlanterhavet med det sølv de fandt her – og en ved siden af med knoglerne fra de mennesker som omkom, mens de arbejdede i minerne.