Regnen blæser mod ruden og vinden rusker kraftigt i træerne udenfor. Jeg rækker ud efter det ranke vinglas, som står på det veldækkede bord foran mig, og langsomt tager mine tanker mig med tilbage til en solbeskinnet dag i byen Cochabamba i hjertet af Bolivia.
Et tandløst smil
Solens stråler reflekteres i bunkerne af tomme flasker og glasskår, som tårner sig op i den lille gård bag fabrikken. Midt i det hele er tre kvinder dybt optaget af at sortere metal og papir fra glasskårene, for efterfølgende at spule dem rene med en vandslange. Da vi nærmer os lyser en af kvinderne op i et stort smil, som blotter et tandsæt, som har set bedre dage.
Kvinderne er bare tre af de 100 arbejdere på glasfabrikken Crisil, som hver dag forvandler gamle flasker til smukke glasvarer. Siden starten i 1992 er tusinder og atter tusinder af glas kørt ud fabrikkens brune metalport. Mange er havnet hos forbrugere i Bolivia, men en stigende del af fabrikkens omsætning går til Fair Trade forbrugere i Europa. Siden 2001 har den hollandske Fair Trade virksomhed Fair Trade Original samarbejdet med Crisil, hvilket bl.a. har betydet udvikling af nye produkter til det europæiske marked, forbedringer af produktionsteknikkerne, men også uddannelse af arbejderne og forbedringer af deres sikkerhed, når de arbejder på fabrikken.
Rødglødende glas
En mand kommer ud i gården. Han tørrer sveden af panden, inden han griber fat i håndtagene på den trillebør, kvinderne har fyldt med rene glasskår. Vi følger efter ham ind i den bagende varme fabrikshal, hvor han hurtigt og effektivt skovler glasskårene ind i den varme smelteovn. På den anden side af ovnen står glaspusterne klar: den 1200 grader varme glasmasse sættes ned i en form og der pustes, hvorefter glasset skæres til i top og bund. En kvinde står klar til at sætte glassene over i den knap så varme hærdeovn, hvor de efter to timer når ud i den anden ende af fabrikshallen, hvor kvaliteten kontrolleres, og der graveres eller males mønster på glassene alt efter model.
En højere løn
Arbejdet på fabrikken er varmt og hårdt. Alligevel er det det hele værd. Mange af arbejderne er fattige bolivianere, som er flyttet til Cochabamba i deres søgen efter et bedre liv. I modsætning til mange andre fabrikker i Bolivia får arbejderne en løn, som ligger langt over mindstelønnen. Arbejderne er organiseret i grupper på 8 personer, som sammen står for produktionen fra glasset smeltes og til det pakkes. Gruppen får en løn alt efter, hvor mange glas de har produceret. Den gennemsnitlige månedsløn ligger på mellem 83 og 135 dollars alt efter hvilken stilling man har i gruppen.
En klokke ringer
En klokke kimer i baggrunden. Arbejderne stopper arbejdet, og bevæger sig over mod fabrikkens kantine, hvorfra en lifli duft af mad siver ud i den varme fabrikshal. Det er tid til frokost. Pludselig blandes lyden med en anden lyd. Telefonens vedvarende kimen bringer mig tilbage til den mørke og regnfulde efterårsaften i Danmark.
Artiklen er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i Maj 2008. Den bygger på et besøg hos Fair Trade virksomheden Crisis i Bolivia i juni 2007.