“Det er vigtigt, at mønsteret på låget og på selve kurven er det samme”, forklarer opkøberen. “Ellers er det vanskeligt at sælge den”. 

En gruppe af kvinder er samlet omkring opkøberen. De står alle med flettede produkter i hænderne eller i en plasticpose. Produkter som de gerne vil sælge. Produkterne flettes af palmeblade, hvilket er et materiale, som guarani-indianerne traditionelt har brugt til bl.a. tag på deres huse. Dette formål tjener bladene stadig, men samtidig er de blevet en måde, hvorpå kvinderne kan få sig en indkomst.

Flere gange holder opkøberen et produkt op og forklarer kvinderne, hvad der skal gøres bedre for at det kan sælges. En kvinde træder frem. Hun har lavet seks servietringe. Opkøberen kigger på dem og forklarer kvinderne, at det er fint, at der er samme mønster på dem alle, men at hun ikke kan købe dem, fordi de har forskellige størrelser og er flettet uens.

Kvinden ville gerne have dem færdige til når opkøberen kom, og derfor havde hun skyndt sig. Opkøberen forklarer, at de ringe som er fint flettede er gode nok, men hun kan ikke købe dem, før der er et sæt med seks ens ringe. Derfor må kvinden vente til næste gang opkøberen kommer forbi.

Hver gang der er et produkt, hun ikke vil købe, forklarer hun hele gruppen af kvinder, hvad det er, der skal forbedres på produktet. Ligeledes fremhæver hun, når en kvinde kommer med et fejlfrit produkt. Ideen er, at de alle kan lære, hvordan produkterne skal se ud, for at de kan sælges til kunder i byerne og i andre lande. Kunder som oftest også er kvinder, men som lever et liv langt fra det liv, guarani-indianerne lever.

Langt fra alfarvej

Mødet mellem disse kvindelige producenter og opkøberen udspiller sig i en glemt del af Bolivia. I det sydlige Bolivia ligger den store og ofte uvejsomme Chaco. Området heder Itika Guasu – som betyder den store flod på guaraní og refererer til Pilcomayofloden, som løber gennem området.

Guaraní-indianerne har fået tilkendt området som deres teritorium. Området ligger langt fra alfarvej. Den nærmeste større by er Tarija, som ligger ca. fire timers kørsel væk ad snoede bjergveje, som ikke er asfalterede. Herudover ligger mange af de små landsbyer i selve territoriet så afsides at det kun er miligt at komme dertil til fods. Mange af områdets indbyggere har aldrig været længere væk end i nabolandsbyen. Derfor kan det virke fjernt, bare det at deres produkter produkter sælges i store bolivianske byer som La Paz og Santa Cruz.

Produktion, salg og kapacitet

Opkøberen kommer fra en NGO, som støtter guaraní-kvinderne i at producere og sælge kunsthåndværk. Hun fortæller, at til at begynde med, købte de alt uden at kigge så meget på kvaliteten. Resultatet blev en masse produkter, som ikke kunne sælges. Derfor er de begyndt ikke at købe alt og at lave differentierede priser alt efter, om det er et fint flettet produkt eller ej. Herudover kigges der også på mønstre og farvesammensætning.

Udover at forklare kvinderne hvad der kan forbedres ved produkterne ved at vise dem konkrete eksempler fra de ting de selv har lavet, afholdes der forskellige workshops, hvor kvinderne undervises i, hvilke produkter og farvesammensætningere der sælger på det bolivianske marked, og hvilke der sælger til udenlandske købere.

Workshoppene omhandler emner som design, naturfarver til dekoration, mønstre osv. Workshoppene afholdes ved at folkene fra NGOen besøger de enkelte landsbyer og laver workshoppen der.

Herudover har projektet også et element af kapacitetsopbygning. Ideen er at kvinderne med tiden kan opbygge og styre deres eget kooperativ. Derfor har der også helt fra projektets start været årlige møder, hvor der vælges en bestyrelse, som kan varetage mange af de opgaver der eksisterer i forbindelse med produktion, salg og udvikling af produkter til forbrugere i den moderne verden.

På trods af workshoppene og de andre tiltag går det langsomt med at få standardiseret produkterne. Selvom der er blevet arbejdet med størrelser og lavet skabeloer, så hver eneket prodcent har sine egne, sker det alligevel, at de kommer med servietringe og dækkeservietter i forskellige størrelser.

Langt fra syd til nord

“Brødkurven må gerne matche med dækkeservietterne, blyantholderen med papirkurven. Eller der kan laves brødkurve i forskellige størrelser, men med samme møsnter. Det er der stor efterspørgsel på fra de udenlandske kunder”, forklarer opkøberen. Kvinderne indikerer, at de forstår. De er igang med en workshop, hvor de arbejder med naturfarver til deres produkter. Hele ejen igennem giver de udtryk for, at de sagtens kan forstå, at produkterne skal have farver i netop disse farver. Men hvorfor er der så stadig mange, som kommer med produkter, som ikke lever op til kravene?

Én af forklaringerne skal findes i guaraní-indeanernes kendskab til verden udenfor. Guaraníindianerne lever afsides. Ydermere lever de under materielt meget fattige kår.

Mange af dem har aldrig været i en større by, endsige set et veldækket spisebord. Den traditionelle bolig er et palmebladstag evt. med en eller flere lerklinede vægge. Køkkenet er et bål og maden indtages siddende på jorden eller en lille stol med tallerknen i hånden. For dem har det ikke den store betydning, hvilken farve en tallerken har så længe den fungerer.

Grundet deres afskårethed fra den moderne, vestlige verden kan det være ovenud vanskeligt for dem at sætte sig ind i, hvorfor det er så vigtigt, at tingene har en bestemt farve og form – når bere det fungerer.

Ydermere kan det være vanskeligt at forestille sig, hvad det egentlige formål med servietringe, bordskånere, brødkurve og dækkeservietter egentlig er, når det ikke er noget de nogensinde selv har brugt.

Der er langt fra syd til nord. Længere end vi forestiller os.

Artilken er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i februar 2004. Den bygger på mine oplevelser med guaraníindianerne i det sydlige Bolivia i perioden fra januar-august 2003.