Tag-arkiv: Bolivia

Isla del Sol – en uspoleret ø?

– Vejen til bæredygtig turisme i Bolivia

Felicia spejder utålmodigt ned ad den smalle sti foran huset. Så langt øjet rækker er der den smukkeste udsigt over Titicacasøens dybblå vand og de snedækkede bjergtoppe i horisonten. Men det er ikke udsigten, som er i Felicias tanker lige nu. Hun ved, at båden fra fastlandet lige har lagt til ved den lille stenmole for foden af bjerget. Pludselig ser hun dem. Til at begynde med er de små prikker langt nede af bjergsiden, men da de kommer nærmere, ser hun, at det er et ungt lyshåret par med store rygsække. De bevægersig langsomt op ad stien. Mon de stopper op ved det lille pizzeria, som hun og hendes mand selv har bygget, for at få noget at spise eller drikke. Eller går de bare forbi?

Lige inden solen går ned kommer landsbyens indbyggere tilbage til landsbyen fra deres mange gøremål bl.a. med at dyrke markerne eller vogte fårene. Billedet her er fra Isla del Sol. — Isla del Sol og Titicacasøen

Vejen til et bedre liv

For Felicia og mange af hendes naboer er ventetiden og håbet om nye kunder i butikken, hver gang en båd lægger til, dagligdag. De bor på den lille ø Isla del Sol i den bolivianske del af Titicacasøen, som i stigende grad besøges af turister, som kommer til øen, fordi den har stor betydning i inkaernes skabelsesberetning. Øens attraktioner er inkaruiner og stenformationer med tilknytning til inkaernes myter. Samtidig er et besøg på øen en mulighed for at opleve smuk natur og lokal kultur og levevis. Isla del Sol er imidlertid også beliggende i et af de fattigste områder af Bolivia. Tal fra 2001 viser, at 89,8 % af befolkning i provinsen Manco Kapac, hvortil Isla del Sol hører, lever i fattigdom. Tallet er ikke enestående for dette område. På den barske og golde højslette næsten 4000 meter over havets overflade lever mennesker i små huse bygget af naturens egne materialer: jord og strå. I dette ufrugtbare landskab overlever de ved at dyrke kartofler og quinoa eller ved at sælge uld fra lamaer og alpakaer.

På Isla del Sol har den stigende turisme givet indbyggerne nye muligheder for at komme ud af fattigdommen. Flere steder på øen er små basale spise- og overnatningsmuligheder skudt op. Hovedparten er drevet af driftige lokale familier, som har investeret tid og sparepenge i byggeri af nye huse, indkøb af madvarer og souvenirs osv. Flere familier har nu en indkomst, så de ikke længere lever under fattigdomsgrænsen. Det lyder som en solstrålehistorie og er det på mange punkter også. Spørgsmålet er imidlertid, om turismen på Isla del Sol er bæredygtig – også på sigt?

En lille butik, hvor man kan købe alt fra toiletpapir til chokolede er en vigtig indkomst for mange familier i Peru og Bolivia. På billedet ses ægteparret Justina og Modesto, som driver deres lille butik på øen Isla del Sol i den bolivianske del af Titicacasøen.

Bæredygtig udvikling – også for turismen?

I 1987 udkom brundtland-kommissionens rapport “Vores fælles fremtid”. I den defineres udvikling som en udvikling, der opfylder nutidige generationers behov uden at ødelægge fremtidige generationers mulighed for at få deres behov opfyldt. Følges denne definition, må bæredygtig turismeudvikling nødvendigvis være en udvikling, hvor nutidige turister har mulighed for at opleve en turistdestination uden at ødelægge fremtidige generationer af turisters muligheder for at opleve den samme destination. Samtidig skal udviklingen opfylde lokalbefolkningens behov en indkomst, nu såvel som i fremtiden.

“Jeg har læst, at det er et smukt og uspoleret sted, i modsætning til øerne i Peru, som jeg valgte ikke at besøge”, svarede en ung rygsækturist, da hun blev spurgt, hvorfor hun havde valgt at besøge Isla del Sol. Udtalelsen er typisk for magne af de besøgende på øen. Samtidig efterspørger turisterne muligheder for at overnatte i komfortable værelser, tage varmt bad, spise god mad, købe vand på plasticflasker osv. På Isla del Sol har lokalbefolkningen reageret på denne efterspørgsel, og tilbyder nu alt fra overnatninger over souvenirs til transport tilbage til fastlandet. Men de mange nye hoteller og restauranter, som ikke alle holder sig til den traditionelle byggestil, er netop med til at gøre øen mere uspoleret i turisternes øjne. Der er tale om en vanskelig balancegang, for hvor længe vil turisterne opfatte øen som uspoleret og blive ved med at komme? Måske er det stadig nok, at man kan gå lidt udenfor landsbyen eller besøge de to nordlige landsbyer Challa og Challapampa, som stadig byder på traditionelle huse og en lokalbefolkning, som primært lever af landbrug, dyrehold og fiskeri? Eller måske er det bare et spørgsmål om tid?

Da naboen blev konkurrent

Byggeriet af nye restauranter, hoteller og kiosker ser nemlig ikke ud til at få en ende lige foreløbig. Alle vil, forståeligt nok, have en bid af kagen. Har man derfor et stykke jord i det område, hvor turisterne kommer, er det fristende, at bruge det til at tjene penge på turisterne. Der er ingen overordnet planlægning af – eller regler for – hvor og hvordan man må bygge. Derfor er der flere steder skudt treetagers murstensbygninger op, mens andre forsøger at holde sig til en mere traditionel byggestil, f.eks. med stråtag. For at klare sig i den stigende konkurrence bliver mange dog ved med at udvide deres virksomhed, så de har flere aktiviteter. F.eks. har flere af de familier, som tidligere udelukkende havde en restaurant, bygget værelser til overnatning – og omvendt. Herudover ser mange af de familier, som startede først, sig nødsaget til at bygge om eller bygge helt nyt for at klare sig i konkurrencen om turisternes gunst.

Et eksempel er Ilaya Mamani og hendes familie. Deres restaurant ligger i et ganske almindeligt hus bygget af soltørrede jordmursten. I forhaven er de begyndt at bygge et overnatningssted i mursten og i flere etager. Umiddelbart har de ikke råd til at bygge det færdigt. Det tager udsigten fra restaurantens vinduer. På den anden side af stien har en anden familie bygget en ny restaurant. Udefra ser den mere attraktiv ud, da den er bygget som et rundt hus med vinduer hele vejen rundt. På den måde har gæsterne udsigt over søen ligemeget hvor de sidder. Taget er af strå, og om aftenen sættes der stearinlys på bordene. For Ilaya og hendes familie betød åbningen af den nye restaurant, at antallet af gæster hos dem faldt drastisk. For at tage konkurrencen op, har de derfor bygget om, så de nu også har vinduer ud mod stien. Det har betydet, at det nu går bedre for familien igen.

Andre forsøger at konkurrere på god kvalitet og service. Et eksempel på dette er Pablo Callisaya, som har bygget et lille pizzeria i skoven på højderyggen. Det ligger lidt afsides, men er alligevel godt besøgt. Her serverer han gode pizza- og pastaretter af samme standard som hos en bedre italiensk restaurant. Rygtet har spredt sig, og mange rejsende besøger Pablos lille restaurant, netop fordi andre har anbefalet dem stedet.

Boliviansk kvinde med citrontærte — Pablos kone Lydia er klar til gæster i restauranten på Isla del sol med en friskbagt citrontærte.

Fra sivbåde til affaldsbunker

En anden fare, som truer med at ødelægge turisternes oplevelse af en uspoleret ø, er de store mængder af affald, som uvægerligt følger med den stigende turisme, og som lokalbefolkningen har store problemer med at komme af med. Flere steder flyder plastikflasker og andet affald i vandkanten, mens det heller ikke er unormalt, at overnatnings- og spisestederne skaffer sig af med deres affald ved at smide det i naturen på mindre befærdede steder. For turisterne er det med til at give en dårlig oplevelse af stedet, for de lokale beboere kan det være med til at ødelægge deres nye livsgrundlag. Udviklingen på øen Suriqui i den sydlige del af Titicacasøen skræmmer. I den seneste guidebog fra Lonely Planet beskrives øen som et sted, der kun er værd at besøge, hvis du har et par minutter på din vej til én af de andre øer i området. Grunden er, at indbyggerne er gået væk fra at bygge de sivbåde, som øen ellers var så berømt for, og det eneste som nu sejler rundt i vandkanten er affald og tomme og tomme flasker.

For at sikre at både nutidige og fremtidige generationer af turister kan få gode og unikke oplevelser på Isla del Sol, og at nutidige og fremtidige indbyggere på øen kan skabe sig en levevej fra turismen, er det altafgørende, at der findes løsninger, så det ukontrollerede byggeri og de stigende affaldsmængder ikke ødelægger stedet og efterlader indbyggerne fattigere end de var før. Men så længe den uhæmmede og planløse konkurrence om turisternes penge fortsætter, vokser også faren for, at Isla del Sols solstrålehistorie bliver kort.

Artiklen er oprindeligt skrevet bladet Grøn hverdag i september 2007. Den bygger op de observationer jeg gjorde i forbindelse med mit speciale, hvor jeg opholdt mig på Isla del Sol i to måneder i efteråret 2003 og på efterfølgende besøg på øen i 2004 og 2007.

Fra colaflaske til designerglas

Regnen blæser mod ruden og vinden rusker kraftigt i træerne udenfor. Jeg rækker ud efter det ranke vinglas, som står på det veldækkede bord foran mig, og langsomt tager mine tanker mig med tilbage til en solbeskinnet dag i byen Cochabamba i hjertet af Bolivia.

Et tandløst smil

Solens stråler reflekteres i bunkerne af tomme flasker og glasskår, som tårner sig op i den lille gård bag fabrikken. Midt i det hele er tre kvinder dybt optaget af at sortere metal og papir fra glasskårene, for efterfølgende at spule dem rene med en vandslange. Da vi nærmer os lyser en af kvinderne op i et stort smil, som blotter et tandsæt, som har set bedre dage.

Kvinderne er bare tre af de 100 arbejdere på glasfabrikken Crisil, som hver dag forvandler gamle flasker til smukke glasvarer. Siden starten i 1992 er tusinder og atter tusinder af glas kørt ud fabrikkens brune metalport. Mange er havnet hos forbrugere i Bolivia, men en stigende del af fabrikkens omsætning går til Fair Trade forbrugere i Europa. Siden 2001 har den hollandske Fair Trade virksomhed Fair Trade Original samarbejdet med Crisil, hvilket bl.a. har betydet udvikling af nye produkter til det europæiske marked, forbedringer af produktionsteknikkerne, men også uddannelse af arbejderne og forbedringer af deres sikkerhed, når de arbejder på fabrikken.

Rødglødende glas

En mand kommer ud i gården. Han tørrer sveden af panden, inden han griber fat i håndtagene på den trillebør, kvinderne har fyldt med rene glasskår. Vi følger efter ham ind i den bagende varme fabrikshal, hvor han hurtigt og effektivt skovler glasskårene ind i den varme smelteovn. På den anden side af ovnen står glaspusterne klar: den 1200 grader varme glasmasse sættes ned i en form og der pustes, hvorefter glasset skæres til i top og bund. En kvinde står klar til at sætte glassene over i den knap så varme hærdeovn, hvor de efter to timer når ud i den anden ende af fabrikshallen, hvor kvaliteten kontrolleres, og der graveres eller males mønster på glassene alt efter model.

Fair Trade glas fra Bolivia — Genbrugsglas skæres til på fabrikken i Bolivia.

En højere løn

Arbejdet på fabrikken er varmt og hårdt. Alligevel er det det hele værd. Mange af arbejderne er fattige bolivianere, som er flyttet til Cochabamba i deres søgen efter et bedre liv. I modsætning til mange andre fabrikker i Bolivia får arbejderne en løn, som ligger langt over mindstelønnen. Arbejderne er organiseret i grupper på 8 personer, som sammen står for produktionen fra glasset smeltes og til det pakkes. Gruppen får en løn alt efter, hvor mange glas de har produceret. Den gennemsnitlige månedsløn ligger på mellem 83 og 135 dollars alt efter hvilken stilling man har i gruppen.

En klokke ringer

En klokke kimer i baggrunden. Arbejderne stopper arbejdet, og bevæger sig over mod fabrikkens kantine, hvorfra en lifli duft af mad siver ud i den varme fabrikshal. Det er tid til frokost. Pludselig blandes lyden med en anden lyd. Telefonens vedvarende kimen bringer mig tilbage til den mørke og regnfulde efterårsaften i Danmark.

Artiklen er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i Maj 2008. Den bygger på et besøg hos Fair Trade virksomheden Crisis i Bolivia i juni 2007.

Gamle traditioner – nye muligheder

På rad og række sidder de på den lave bænk langs muren af røde mursten. Klædt i deres hverdagstøj: falmede nederdele i mange lag, store trøjer og ternede forklæder. Flere har et farvestrålende klæde på ryggen, hvor kun hårtoppen vidner om, at et barn ligger og sover. Nogle taler sagte sammen, andre griner og pjatter. Ind imellem rejser en af kvinderne sig for at tage en af de kogte kartofler, som tårner sig op på det lille i midten, og dypper den i en af de små skåle med stærk chilisovs.

Aptapi - højlandets buffet - El Alto i Bolivia

Vi er med til det ugentlige møde i kvindegruppen Wara Waritas i bydelen Tarapacá i udkanten af El Alto – slumbyen som med lynets hast vokser sig større og større på højsletten over Bolivias hoedstad La Paz.

Kvinderne i Wara Waritas i El Alto 2

Livet i højlandet

Fredag efter fredag mødes kvinderne for at tale sammen og for at hav det rart. Men også for at spinde og strikke af ulden fra alpakaen. Det er et dyr, som lever af naturgræs i Andesbjergene, og som ikke kræver moderne fodertilskud eller kunstgødede græsmarker, og hvis uld og kød gennem århundreder har hjulpet mennesker til at overleve i det barske og ufrugtbare højland, hvor kun hårdføre afgrøder såsom kartofler og quinoa kan dyrkes.

Håbet om et bedre liv

For kvinderne i Wara Waritas betyder alpakaen også overlevelse. Kvinderne er aymaraindianere, og de er bare nogle af de tusindvis af fattige højlandsindianere, som hvert år flytter til El Alto med håbet om, at netop de vil finde lykken og et bedre liv i byen. For kvinderne i Wara Waritas er det lykkedes. I modsætning til mange andre kvindelige tilflyttere har de deres egen indtægt og er ikke længere afhængige af mandens indtægt fra jobs som f.eks. buschauffør eller bygningsarbejder. Samtidig giver arbejdets fleksibilitet dem mulighed for at udføre det mellem madlavning, rengøring og børnepasning. Varerne sælges til Fair Trade virksomheden Alpaca-export. Her får kvinderne en pris, der er dobbelt så høj, som den de ville kunne få ved at sælge deres produkter på de lokale markeder. Hvis en kvinde arbejder 6-7 timer dagligt, svarer det til en løn på ca. 5 dollars. Ofte bruger kvinderne pengene på børnenes skolegang og sundhed.

Akpaka på bus i El Alto

Læse og skrive – Kun første skridt

Mens den skarpe højlandssols sidste stråler dækker El Alto i et smukt orangegult skær, finder kvinderne vægt og kladdehæfte frem. Eksportøren har medbragt tre gennemsigtige plasticsække med uld til kvinderne.

Kvinderne i Wara Wariras i El Alto

For at sikre enighed om, hvor meget garn, som skal leveres tilbage til eksportøren, vejes ulden, og det noteres omhyggeligt ned. Efterfølgende fordeler kvinderne selv arbjdet i gruppen. Når de førdige varer afleveres, kontrolleres kvaliteten for på den måde at gøre kvinderne opmærksomme på de særlige krav, der er til eksportprodukter.

Vejning af apakauld

Når kvinderne har behov for det, modtager de gratis uddannelse for at dygtiggøre sig som producenter. Kvinderne har tidligere deltaget i kurser for at lære at læse og skrive betalt af EU, og produktionen af alpakaprodukter er en måde at vedligeholde deres kundskaber på. Da EU afsluttede alfabetiseringskurserne efterlod de kvinderne med nye færdigheder, men uden et marked, hvor de kunne sælge deres produkter. Det er det tomrum Alpaca-export udfylder for kvinderne i Wara Waritas.

Kvinde i El Alto Bolivia

Artiklen er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i december 2007. Den bygger på et besøg hos Alpaca-export og kvinderne i Wara Waritas i maj 2007.

Langt fra syd til Nord

“Det er vigtigt, at mønsteret på låget og på selve kurven er det samme”, forklarer opkøberen. “Ellers er det vanskeligt at sælge den”.

En gruppe af kvinder er samlet omkring opkøberen. De står alle med flettede produkter i hænderne eller i en plasticpose. Produkter som de gerne vil sælge. Produkterne flettes af palmeblade, hvilket er et materiale, som guarani-indianerne traditionelt har brugt til bl.a. tag på deres huse. Dette formål tjener bladene stadig, men samtidig er de blevet en måde, hvorpå kvinderne kan få sig en indkomst.

Flere gange holder opkøberen et produkt op og forklarer kvinderne, hvad der skal gøres bedre for at det kan sælges. En kvinde træder frem. Hun har lavet seks servietringe. Opkøberen kigger på dem og forklarer kvinderne, at det er fint, at der er samme mønster på dem alle, men at hun ikke kan købe dem, fordi de har forskellige størrelser og er flettet uens.

Kvinden ville gerne have dem færdige til når opkøberen kom, og derfor havde hun skyndt sig. Opkøberen forklarer, at de ringe som er fint flettede er gode nok, men hun kan ikke købe dem, før der er et sæt med seks ens ringe. Derfor må kvinden vente til næste gang opkøberen kommer forbi.

Hver gang der er et produkt, hun ikke vil købe, forklarer hun hele gruppen af kvinder, hvad det er, der skal forbedres på produktet. Ligeledes fremhæver hun, når en kvinde kommer med et fejlfrit produkt. Ideen er, at de alle kan lære, hvordan produkterne skal se ud, for at de kan sælges til kunder i byerne og i andre lande. Kunder som oftest også er kvinder, men som lever et liv langt fra det liv, guarani-indianerne lever.

Langt fra alfarvej

Mødet mellem disse kvindelige producenter og opkøberen udspiller sig i en glemt del af Bolivia. I det sydlige Bolivia ligger den store og ofte uvejsomme Chaco. Området heder Itika Guasu – som betyder den store flod på guaraní og refererer til Pilcomayofloden, som løber gennem området.

Guaraní-indianerne har fået tilkendt området som deres teritorium. Området ligger langt fra alfarvej. Den nærmeste større by er Tarija, som ligger ca. fire timers kørsel væk ad snoede bjergveje, som ikke er asfalterede. Herudover ligger mange af de små landsbyer i selve territoriet så afsides at det kun er miligt at komme dertil til fods. Mange af områdets indbyggere har aldrig været længere væk end i nabolandsbyen. Derfor kan det virke fjernt, bare det at deres produkter produkter sælges i store bolivianske byer som La Paz og Santa Cruz.

Produktion, salg og kapacitet

Opkøberen kommer fra en NGO, som støtter guaraní-kvinderne i at producere og sælge kunsthåndværk. Hun fortæller, at til at begynde med, købte de alt uden at kigge så meget på kvaliteten. Resultatet blev en masse produkter, som ikke kunne sælges. Derfor er de begyndt ikke at købe alt og at lave differentierede priser alt efter, om det er et fint flettet produkt eller ej. Herudover kigges der også på mønstre og farvesammensætning.

Udover at forklare kvinderne hvad der kan forbedres ved produkterne ved at vise dem konkrete eksempler fra de ting de selv har lavet, afholdes der forskellige workshops, hvor kvinderne undervises i, hvilke produkter og farvesammensætningere der sælger på det bolivianske marked, og hvilke der sælger til udenlandske købere.

Workshoppene omhandler emner som design, naturfarver til dekoration, mønstre osv. Workshoppene afholdes ved at folkene fra NGOen besøger de enkelte landsbyer og laver workshoppen der.

Herudover har projektet også et element af kapacitetsopbygning. Ideen er at kvinderne med tiden kan opbygge og styre deres eget kooperativ. Derfor har der også helt fra projektets start været årlige møder, hvor der vælges en bestyrelse, som kan varetage mange af de opgaver der eksisterer i forbindelse med produktion, salg og udvikling af produkter til forbrugere i den moderne verden.

På trods af workshoppene og de andre tiltag går det langsomt med at få standardiseret produkterne. Selvom der er blevet arbejdet med størrelser og lavet skabeloer, så hver eneket prodcent har sine egne, sker det alligevel, at de kommer med servietringe og dækkeservietter i forskellige størrelser.

Langt fra syd til nord

“Brødkurven må gerne matche med dækkeservietterne, blyantholderen med papirkurven. Eller der kan laves brødkurve i forskellige størrelser, men med samme møsnter. Det er der stor efterspørgsel på fra de udenlandske kunder”, forklarer opkøberen. Kvinderne indikerer, at de forstår. De er igang med en workshop, hvor de arbejder med naturfarver til deres produkter. Hele ejen igennem giver de udtryk for, at de sagtens kan forstå, at produkterne skal have farver i netop disse farver. Men hvorfor er der så stadig mange, som kommer med produkter, som ikke lever op til kravene?

Én af forklaringerne skal findes i guaraní-indeanernes kendskab til verden udenfor. Guaraníindianerne lever afsides. Ydermere lever de under materielt meget fattige kår.

Mange af dem har aldrig været i en større by, endsige set et veldækket spisebord. Den traditionelle bolig er et palmebladstag evt. med en eller flere lerklinede vægge. Køkkenet er et bål og maden indtages siddende på jorden eller en lille stol med tallerknen i hånden. For dem har det ikke den store betydning, hvilken farve en tallerken har så længe den fungerer.

Grundet deres afskårethed fra den moderne, vestlige verden kan det være ovenud vanskeligt for dem at sætte sig ind i, hvorfor det er så vigtigt, at tingene har en bestemt farve og form – når bere det fungerer.

Ydermere kan det være vanskeligt at forestille sig, hvad det egentlige formål med servietringe, bordskånere, brødkurve og dækkeservietter egentlig er, når det ikke er noget de nogensinde selv har brugt.

Der er langt fra syd til nord. Længere end vi forestiller os.

Artilken er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i februar 2004. Den bygger på mine oplevelser med guaraníindianerne i det sydlige Bolivia i perioden fra januar-august 2003.

Mennesker ved Titicacasøen

På mine utallige rejser til Titicacasøen, har jeg lært mange af de lokale indbyggere at kende. Her er et udvalg af nogle af de bedste billeder, jeg har taget undervejs.

To gæve gutter nyder festen på Isla del Sol.

Til fest på Isla del Sol – Man kan godt blive træt af at have bowlerhatte på hovedet hele tiden.

På de flydende øer, lærer børnene at ro meget tidligt. Drengen her er på vej over i kiosken for at købe noget af det, hans mor mangler til aftensmaden. Robåden er også det transportmiddel børnene bruger når de skal i skole eller over for at lege med deres kamerarater på en af naboøerne.

På fisketur med Victor. I sivbåden er vi ude at se til hans net, hvor han har fanget nogle af de lokale fisk, som udelukkende eksisterer i Titicacasøen.

Manuel og Calixto er fra klippeøen Taquile i Titicacasøen. Det er en ø, hvor traditionerne holdes i hævd. I deres kultur er coca en del af dagligdagen. Når to mænd møder hinanden hilser de på hinanden ved at dykke hånden godt ned i den vævede taske med coca for derefter at lægge en håndfuld ned i den andens taske. På billedet ses Manuel og Calixto (svigerfar og svigersøn) med hver deres cocataske.

Don Tomas er en hyggelig ældre herre. Første gang jeg mødte ham, var en dag, hvor han havde været i Copacabana for at hente øl til en stor fest i landsbyen på Isla del Sol. På billedet her, er han ved at grave kartofler op på den lille mark foran sit hus.

Alicia og Calixto er et par jeg har boet hos flere gange på øen Isla Taquile i den peruvianske del af Titicacasøen. Her har de stillet op til fotografering i deres fineste tøj. Det er det tøj, som er traditionelt for øen. På Calixtos hue kan man se, at han er gift, da den er rød helt ud til spidsen. Havde den været hvid, havde det vist, at han var ugift.

Delia med sin otte måneder gamle baby Milagros.

Cristina er en driftig kvinde i 40erne. Sammen med sin nærmeste familie har hun fundet ud af at få lidt mere ud af de mange turister, som dagligt besøger de flydende øer. De driver et lille ”hotel”, hvor turister kan overnatte og spise på øerne. Og hun lader ikke en mulighed gå fra sig. Med sin mobiltelefon er hun i gang med at overbevise en embedsmand fra de peruvianske viceministerium om, at de er nødt til at overnatte på øen, hvis de virkelig vil opleve, hvad det er hun og hendes familie tilbyder til turisterne.

Justina – til fest med landsbyen i Yumani. Her er hun i sit fineste puds. Det er dagen hvor de lokale autoriteter i landsbyen skiftes ud. Justina og hendes mand Modesto går af efter et års tjeneste.

Kvinden, som her skåler til kameraet, ønsker sig både nyt hus og ny bil. Derfor har hun og hendes familie købt små miniaturemodeller huse og biler, og foretager så en ceremoni hvor der ofres øl til Pachamama. Det foregår Copacabana – på toppen af bjerget Calvario valfarter mennesker fra hele Bolivia til. Her kan man købe små miniaturemodeller af alt det man ønsker sig i det kommende år. Man foretager så en ofring til Pachamama (Moder Jord). Så skal man nok få de ting man ønsker sig.

På Taquile er det mændene, som strikker.

Kvinde i sivbåd ved de flydende sivøer. Det er imponerende, hvordan man kan komme frem med kæp som pagaj.

Alt skal transporteres til øerne i Titicacasøen fra fastlandet. Folk kan sagtens bærer op imod 80 kilo på ryggen – også op ad de smalle bjergstier i den tynde luft der er heroppe i denne højde. Det er altså imponerende.

Victoria er en ung Kvinde, som bor på de flydende øer – øer som indbyggerne selv bygger af siv. Hun kommer oprindeligt fra fastlandet. Hvad der har fået hende til at flytte ud på en flydende ø er siv er kærlighed. Hun har nemlig giftet sig med Ruben, som er vokset op på øerne. Sammen med ham og hans forældre og søskende driver de et lille overnatningssted for turister, som gerne vil prøve at bo en enkelt nat på en af de berømte flydende øer.

Carla er datter af det par jeg ofte bor hos, når jeg er på Isla del Sol. Her har jeg fanget hende en dag, hvor hun legede med min sovepose. Som så mange andre børn i Andesbjergene, har hun ikke bjerge af legetøj, men hun finder altid noget at lege alligevel.

Titicacasøen

– turisterne og de lokale

I foredraget tager jeg tilhørerne med på en rejse til en af verdens højst beliggende søer – Titicacasøen på grænsen mellem Peru og Bolivia.

Kvinde på Isla del Sol - Titicacasøen — Kvinde på vej hjem fra markarbejdet – Isla del Sol, Bolivia

Titicacasøen er en stor turistattraktion i både Peru og Bolivia, og hver eneste dag året rundt lægger både med turister fra hele verden til ved de mange små øer ude på søen. Målet er at opleve den skønne natur, den lokale kultur og øboernes fastholden i en traditionel levevis.

Taquile - Titicacasøen — To mænd i den traditionelle klædedragt på vej til øen Taquile i Titicacasøen.

Vi ser på, hvordan lokalbefolkningen lever med den stigende turisme på øerne. På en af de flydende øer bygget af siv inviterer ægteparret Cristina og Victor deres gæster med på fisketur og giver dem mulighed for at overnatte i en sivhytte magen til den de selv bor i. På øen Isla del Sol serverer Pablo og hans kone Lydia fabelagtigt gode pizzaer, som kan nydes i stearinlysets, mens mørket falder på.

I de små lokalsamfund skaber turismen helt sikkert nye indkomstmuligheder for lokalbefolkningen – noget som er tiltrængt i et af Sydamerikas fattigste områder.

Vi ser på, hvem det er, som får gavn af turismen og hvem der ikke gør. Vi kigger også på bagsiden af medaljen, og ser nogle af de konflikter der opstår pga. turismen, og på den negative betydning for det lokale miljø.

Rejsehistorier

Igennem tiden har jeg skrevet forskellige artikler om flere af de steder jeg har besøgt på mine rejser. Du kan læse nogle af de bedste rejsehistorier her:

Isla del Sol – En uspoleret Ø? – Artiklen tager udgangspunkt i mit speciale, som handlede om, hvad turismen betyder for lokalbefolkningen på en lille ø i den bolivianske del af Titicacasøen.
Fra colaflaske til designerglas – Artiklen handler om en glasfabrik i Bolivia, som jeg besøgte i 2007, da jeg arbejdede hos Fair Trade Danmark.
Gamle traditioner – nye muligheder – Artiklen handler om en gruppe Aymara-indianere, som er flyttet fra landet og ind til slumbyen El Alto, som ligger over den bolivianske hovedstad, La Paz. Hver uge mødes de for at strikke huer, sjaler og halstørklæder i alpacauld – alt sammen varer, som sælges på Fair Trade vilkår i Danmark.
Langt fra Syd til Nord – I den sydlige del af Bolivia lever guaraniindianerne i afsidesliggende områder. Mange af dem har aldrig været i en af de større byer i Bolivia. Der kan derfor godt være langt fra deres verden til vores verden, når de skal producere produkter, som kan sælges hos os.

Det rige bjerg

– En rejse i Bolivias historie

I dette foredrag tager jeg tilhørerne med på en rejse til byen Potosi højt oppe i Andesbjergene. Med udgangspunkt i mine egne besøg i sølvminer i “Det rige bjerg” hører vi om, hvordan fattige mennesker sætter liv og helbred på spil i kampen for at skaffe til det daglige brød, når de hver dag går på arbejde i minerne.

To minearbejdere på arbejde i 'Det rige bjerg' i Potosi - Bolivia. — To minearbejdere på arbejde i ‘Det rige bjerg’ i Potosi – Bolivia.

Foredraget er et indblik i den fattigdom, som præger Bolivia i dag. Det er også et indblik i landets spændende og makabre historie, som er ganske godt illustreret i netop Potosi.

Potosi - Bolivia — Udsigt over Potosi på vej op til minerne.

I dag er Potosi en af de fattigste byer i Bolivia. Det har den dog ikke altid været. I slutningen af 1600-tallet var Potosi en af verdens største og rigeste byer. Grunden til både den store rigdom og den nuværende fattigdom findes i bjerget, som tårner sig op over byen. Da spanierne opdagede, at der var sølv i bjerget grundlagde de byen og begyndte at udvinde sølvet. Det vides ikke nøjagtigt, hvor meget sølv der har været i bjerget, men det siges, at spanierne kunne have bygget en bro over Atlanterhavet med det sølv de fandt her – og en ved siden af med knoglerne fra de mennesker som omkom, mens de arbejdede i minerne.