Størstedelen af de frø, som bliver til danske juletræer, stammer fra Georgien. Her kravler kogleplukkerne op i op til 30 meter høje grantræer, når koglerne skal høstes. Jeg besøgte kogleplukkerne i forbindelse med virksomheden Fair Trees Fair Trade godkendelse, hvor jeg fulgte kogleplukkerne i nogle dage, mens de var på kursus i førstehjælp og øvede sig i, hvordan man redder en tilskadekommen person ned fra et træ.
Regnen blæser mod ruden og vinden rusker kraftigt i træerne udenfor. Jeg rækker ud efter det ranke vinglas, som står på det veldækkede bord foran mig, og langsomt tager mine tanker mig med tilbage til en solbeskinnet dag i byen Cochabamba i hjertet af Bolivia.
Et tandløst smil
Solens stråler reflekteres i bunkerne af tomme flasker og glasskår, som tårner sig op i den lille gård bag fabrikken. Midt i det hele er tre kvinder dybt optaget af at sortere metal og papir fra glasskårene, for efterfølgende at spule dem rene med en vandslange. Da vi nærmer os lyser en af kvinderne op i et stort smil, som blotter et tandsæt, som har set bedre dage.
Kvinderne er bare tre af de 100 arbejdere på glasfabrikken Crisil, som hver dag forvandler gamle flasker til smukke glasvarer. Siden starten i 1992 er tusinder og atter tusinder af glas kørt ud fabrikkens brune metalport. Mange er havnet hos forbrugere i Bolivia, men en stigende del af fabrikkens omsætning går til Fair Trade forbrugere i Europa. Siden 2001 har den hollandske Fair Trade virksomhed Fair Trade Original samarbejdet med Crisil, hvilket bl.a. har betydet udvikling af nye produkter til det europæiske marked, forbedringer af produktionsteknikkerne, men også uddannelse af arbejderne og forbedringer af deres sikkerhed, når de arbejder på fabrikken.
Rødglødende glas
En mand kommer ud i gården. Han tørrer sveden af panden, inden han griber fat i håndtagene på den trillebør, kvinderne har fyldt med rene glasskår. Vi følger efter ham ind i den bagende varme fabrikshal, hvor han hurtigt og effektivt skovler glasskårene ind i den varme smelteovn. På den anden side af ovnen står glaspusterne klar: den 1200 grader varme glasmasse sættes ned i en form og der pustes, hvorefter glasset skæres til i top og bund. En kvinde står klar til at sætte glassene over i den knap så varme hærdeovn, hvor de efter to timer når ud i den anden ende af fabrikshallen, hvor kvaliteten kontrolleres, og der graveres eller males mønster på glassene alt efter model.
En højere løn
Arbejdet på fabrikken er varmt og hårdt. Alligevel er det det hele værd. Mange af arbejderne er fattige bolivianere, som er flyttet til Cochabamba i deres søgen efter et bedre liv. I modsætning til mange andre fabrikker i Bolivia får arbejderne en løn, som ligger langt over mindstelønnen. Arbejderne er organiseret i grupper på 8 personer, som sammen står for produktionen fra glasset smeltes og til det pakkes. Gruppen får en løn alt efter, hvor mange glas de har produceret. Den gennemsnitlige månedsløn ligger på mellem 83 og 135 dollars alt efter hvilken stilling man har i gruppen.
En klokke ringer
En klokke kimer i baggrunden. Arbejderne stopper arbejdet, og bevæger sig over mod fabrikkens kantine, hvorfra en lifli duft af mad siver ud i den varme fabrikshal. Det er tid til frokost. Pludselig blandes lyden med en anden lyd. Telefonens vedvarende kimen bringer mig tilbage til den mørke og regnfulde efterårsaften i Danmark.
Artiklen er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i Maj 2008. Den bygger på et besøg hos Fair Trade virksomheden Crisis i Bolivia i juni 2007.
På rad og række sidder de på den lave bænk langs muren af røde mursten. Klædt i deres hverdagstøj: falmede nederdele i mange lag, store trøjer og ternede forklæder. Flere har et farvestrålende klæde på ryggen, hvor kun hårtoppen vidner om, at et barn ligger og sover. Nogle taler sagte sammen, andre griner og pjatter. Ind imellem rejser en af kvinderne sig for at tage en af de kogte kartofler, som tårner sig op på det lille i midten, og dypper den i en af de små skåle med stærk chilisovs.
Vi er med til det ugentlige møde i kvindegruppen Wara Waritas i bydelen Tarapacá i udkanten af El Alto – slumbyen som med lynets hast vokser sig større og større på højsletten over Bolivias hoedstad La Paz.
Livet i højlandet
Fredag efter fredag mødes kvinderne for at tale sammen og for at hav det rart. Men også for at spinde og strikke af ulden fra alpakaen. Det er et dyr, som lever af naturgræs i Andesbjergene, og som ikke kræver moderne fodertilskud eller kunstgødede græsmarker, og hvis uld og kød gennem århundreder har hjulpet mennesker til at overleve i det barske og ufrugtbare højland, hvor kun hårdføre afgrøder såsom kartofler og quinoa kan dyrkes.
Håbet om et bedre liv
For kvinderne i Wara Waritas betyder alpakaen også overlevelse. Kvinderne er aymaraindianere, og de er bare nogle af de tusindvis af fattige højlandsindianere, som hvert år flytter til El Alto med håbet om, at netop de vil finde lykken og et bedre liv i byen. For kvinderne i Wara Waritas er det lykkedes. I modsætning til mange andre kvindelige tilflyttere har de deres egen indtægt og er ikke længere afhængige af mandens indtægt fra jobs som f.eks. buschauffør eller bygningsarbejder. Samtidig giver arbejdets fleksibilitet dem mulighed for at udføre det mellem madlavning, rengøring og børnepasning. Varerne sælges til Fair Trade virksomheden Alpaca-export. Her får kvinderne en pris, der er dobbelt så høj, som den de ville kunne få ved at sælge deres produkter på de lokale markeder. Hvis en kvinde arbejder 6-7 timer dagligt, svarer det til en løn på ca. 5 dollars. Ofte bruger kvinderne pengene på børnenes skolegang og sundhed.
Læse og skrive – Kun første skridt
Mens den skarpe højlandssols sidste stråler dækker El Alto i et smukt orangegult skær, finder kvinderne vægt og kladdehæfte frem. Eksportøren har medbragt tre gennemsigtige plasticsække med uld til kvinderne.
For at sikre enighed om, hvor meget garn, som skal leveres tilbage til eksportøren, vejes ulden, og det noteres omhyggeligt ned. Efterfølgende fordeler kvinderne selv arbjdet i gruppen. Når de førdige varer afleveres, kontrolleres kvaliteten for på den måde at gøre kvinderne opmærksomme på de særlige krav, der er til eksportprodukter.
Når kvinderne har behov for det, modtager de gratis uddannelse for at dygtiggøre sig som producenter. Kvinderne har tidligere deltaget i kurser for at lære at læse og skrive betalt af EU, og produktionen af alpakaprodukter er en måde at vedligeholde deres kundskaber på. Da EU afsluttede alfabetiseringskurserne efterlod de kvinderne med nye færdigheder, men uden et marked, hvor de kunne sælge deres produkter. Det er det tomrum Alpaca-export udfylder for kvinderne i Wara Waritas.
Artiklen er oprindeligt skrevet til bladet Fair Trade i december 2007. Den bygger på et besøg hos Alpaca-export og kvinderne i Wara Waritas i maj 2007.