På mine utallige rejser til Titicacasøen, har jeg lært mange af de lokale indbyggere at kende. Her er et udvalg af nogle af de bedste billeder, jeg har taget undervejs.
Kvinde i sivbåd ved de flydende sivøer. Det er imponerende, hvordan man kan komme frem med kæp som pagaj.
Carla er datter af det par jeg ofte bor hos, når jeg er på Isla del Sol. Her har jeg fanget hende en dag, hvor hun legede med min sovepose. Som så mange andre børn i Andesbjergene, har hun ikke bjerge af legetøj, men hun finder altid noget at lege alligevel.
En lille butik, hvor man kan købe alt fra toiletpapir til chokolede er en vigtig indkomst for mange familier i Peru og Bolivia. På billedet ses ægteparret Justina og Modesto, som driver deres lille butik på øen Isla del Sol i den bolivianske del af Titicacasøen.
Delia med sin otte måneder gamle baby Milagros.
Til fest på Isla del Sol – Man kan godt blive træt af at have bowlerhatte på hovedet hele tiden.
På fisketur med Victor. I sivbåden er vi ude at se til hans net, hvor han har fanget nogle af de lokale fisk, som udelukkende eksisterer i Titicacasøen.
På Taquile er det mændene, som strikker.
Lydia er klar til gæster i restauranten på Isla del sol med en friskbagt citrontærte.
To gæve gutter nyder festen på Isla del Sol.
Kvinden, som her skåler til kameraet, ønsker sig både nyt hus og ny bil. Derfor har hun og hendes familie købt små miniaturemodeller huse og biler, og foretager så en ceremoni hvor der ofres øl til Pachamama. Det foregår Copacabana – på toppen af bjerget Calvario valfarter mennesker fra hele Bolivia til. Her kan man købe små miniaturemodeller af alt det man ønsker sig i det kommende år. Man foretager så en ofring til Pachamama (Moder Jord). Så skal man nok få de ting man ønsker sig.
Cristina er en driftig kvinde i 40erne. Sammen med sin nærmeste familie har hun fundet ud af at få lidt mere ud af de mange turister, som dagligt besøger de flydende øer. De driver et lille ”hotel”, hvor turister kan overnatte og spise på øerne. Og hun lader ikke en mulighed gå fra sig. Med sin mobiltelefon er hun i gang med at overbevise en embedsmand fra de peruvianske viceministerium om, at de er nødt til at overnatte på øen, hvis de virkelig vil opleve, hvad det er hun og hendes familie tilbyder til turisterne.
På de flydende øer, lærer børnene at ro meget tidligt. Drengen her er på vej over i kiosken for at købe noget af det, hans mor mangler til aftensmaden. Robåden er også det transportmiddel børnene bruger når de skal i skole eller over for at lege med deres kamerarater på en af naboøerne.
Manuel og Calixto er fra klippeøen Taquile i Titicacasøen. Det er en ø, hvor traditionerne holdes i hævd. I deres kultur er coca en del af dagligdagen. Når to mænd møder hinanden hilser de på hinanden ved at dykke hånden godt ned i den vævede taske med coca for derefter at lægge en håndfuld ned i den andens taske. På billedet ses Manuel og Calixto (svigerfar og svigersøn) med hver deres cocataske.
Alicia og Calixto er et par jeg har boet hos flere gange på øen Isla Taquile i den peruvianske del af Titicacasøen. Her har de stillet op til fotografering i deres fineste tøj. Det er det tøj, som er traditionelt for øen. På Calixtos hue kan man se, at han er gift, da den er rød helt ud til spidsen. Havde den været hvid, havde det vist, at han var ugift.
Justina – til fest med landsbyen i Yumani. Her er hun i sit fineste puds. Det er dagen hvor de lokale autoriteter i landsbyen skiftes ud. Justina og hendes mand Modesto går af efter et års tjeneste.
Alt skal transporteres til øerne i Titicacasøen fra fastlandet. Folk kan sagtens bærer op imod 80 kilo på ryggen – også op ad de smalle bjergstier i den tynde luft der er heroppe i denne højde. Det er altså imponerende.
Lige inden solen går ned kommer landsbyens indbyggere tilbage til landsbyen fra deres mange gøremål bl.a. med at dyrke markerne eller vogte fårene. Billedet her er fra Isla del Sol.
Don Tomas er en hyggelig ældre herre. Første gang jeg mødte ham, var en dag, hvor han havde været i Copacabana for at hente øl til en stor fest i landsbyen på Isla del Sol. På billedet her, er han ved at grave kartofler op på den lille mark foran sit hus.
Victoria er en ung Kvinde, som bor på de flydende øer – øer som indbyggerne selv bygger af siv. Hun kommer oprindeligt fra fastlandet. Hvad der har fået hende til at flytte ud på en flydende ø er siv er kærlighed. Hun har nemlig giftet sig med Ruben, som er vokset op på øerne. Sammen med ham og hans forældre og søskende driver de et lille overnatningssted for turister, som gerne vil prøve at bo en enkelt nat på en af de berømte flydende øer.
I foredraget tager jeg tilhørerne med på en rejse til en af verdens højst beliggende søer – Titicacasøen på grænsen mellem Peru og Bolivia.
Kvinde på vej hjem fra markarbejdet – Isla del Sol, Bolivia
Titicacasøen er en stor turistattraktion i både Peru og Bolivia, og hver eneste dag året rundt lægger både med turister fra hele verden til ved de mange små øer ude på søen. Målet er at opleve den skønne natur, den lokale kultur og øboernes fastholden i en traditionel levevis.
To mænd i den traditionelle klædedragt på vej til øen Taquile i Titicacasøen.
Vi ser på, hvordan lokalbefolkningen lever med den stigende turisme på øerne. På en af de flydende øer bygget af siv inviterer ægteparret Cristina og Victor deres gæster med på fisketur og giver dem mulighed for at overnatte i en sivhytte magen til den de selv bor i. På øen Isla del Sol serverer Pablo og hans kone Lydia fabelagtigt gode pizzaer, som kan nydes i stearinlysets, mens mørket falder på.
Lydia er klar til gæster i restauranten på Isla del sol med en friskbagt citrontærte.
I de små lokalsamfund skaber turismen helt sikkert nye indkomstmuligheder for lokalbefolkningen – noget som er tiltrængt i et af Sydamerikas fattigste områder.
Vi ser på, hvem det er, som får gavn af turismen og hvem der ikke gør. Vi kigger også på bagsiden af medaljen, og ser nogle af de konflikter der opstår pga. turismen, og på den negative betydning for det lokale miljø.
I 1911 fandt amerikaneren Hiram Bingham Inkaernes glemte by Machu Picchu. Med udgangspunkt i Binghams opdagelser fortælles historien om de mennesker, som befolkede byen på bjergryggen og resten af det storslåede Inkarige.
Inkariget og dets historie har fascineret arkæologer, historikere og opdagelsesrejsende igennem århundreder. I 1532 gik en lille gruppe spanske erobrere i land på den kyststrækning, som i dag tilhører Peru. Mod alle ods lykkedes det dem at erobre det kæmpemæssige rige, som på det tidspunkt strakte sig fra Quito i Ecuador i nord til ned i midten af Chile i syd.
Det spanierne fandt, var et rige med storslåede bygningsværker på afsidesliggende bjergskråninger og et veludbygget vejsystem på mere end 30.000 km, som gjorde kommunikation og transport af varer mellem inkaernes byer mulig.
Mit navn er Charlotte Bøgelund Frederiksen, og jeg elsker at rejse og opleve verden og møde nye mennesker.
Her er jeg med Inkaernes hellige dal i Peru i baggrunden.
Rejse-historier.dk er siden, hvor jeg fortæller om de mange oplevelser, jeg har haft på rejser rundt omkring i verden – men især i de Latinamerikanske lande.
Igennem tiden har netop den interesse udmyntet sig i både artikler og foredrag, som du også kan læse mere om her på siden.
Min rejselyst blev for alvor vagt, da jeg i 1994/95 var på rejse i Spanien, Portugal og de fire Mellemamerikanske lande Guatemala, El Salvador, Nicaragua og Costa Rica. Men starten på mit eventyr kom for alvor i 1996, hvor jeg flyttede 1 år til Bolivia med udvekslingsorganisationen International Cultural Youth Exchange (ICYE). Jeg kom til at bo hos en familie i byen Tarija i det sydlige Bolivia, nær grænsen til Argentina og det slette-område som kaldes El Gran Chaco som er hjemsted for guaraní-indianerne. I det år, arbejdede jeg i et projekt for fattige børnearbejdere.
Sidenhen har jeg taget en kandidatgrad i International Udvikling og Geografi fra Roskilde Universitetscenter, hvor jeg har specialiseret mig i turismes betydning for fattigdom i Andesbjergene, særligt i området omkring Titicaca-søen, verdens højst beliggende sø. Uddannelsen indebar også et praktikophold, hvor jeg valgte at rejse til Bolivia igen, og arbejde hos en organisation, som arbejder for at forbedre levevilkårene for indianske befolkningsgrupper i den sydlige del af Bolivia.
