Tag-arkiv: Foredrag

Titicacasøen

– turisterne og de lokale

I foredraget tager jeg tilhørerne med på en rejse til en af verdens højst beliggende søer – Titicacasøen på grænsen mellem Peru og Bolivia.

Kvinde på Isla del Sol - Titicacasøen
Kvinde på vej hjem fra markarbejdet – Isla del Sol, Bolivia

Titicacasøen er en stor turistattraktion i både Peru og Bolivia, og hver eneste dag året rundt lægger både med turister fra hele verden til ved de mange små øer ude på søen. Målet er at opleve den skønne natur, den lokale kultur og øboernes fastholden i en traditionel levevis.

Taquile - Titicacasøen
To mænd i den traditionelle klædedragt på vej til øen Taquile i Titicacasøen.

Vi ser på, hvordan lokalbefolkningen lever med den stigende turisme på øerne. På en af de flydende øer bygget af siv inviterer ægteparret Cristina og Victor deres gæster med på fisketur og giver dem mulighed for at overnatte i en sivhytte magen til den de selv bor i. På øen Isla del Sol serverer Pablo og hans kone Lydia fabelagtigt gode pizzaer, som kan nydes i stearinlysets, mens mørket falder på.

Boliviansk kvinde med citrontærte
Lydia er klar til gæster i restauranten på Isla del sol med en friskbagt citrontærte.

I de små lokalsamfund skaber turismen helt sikkert nye indkomstmuligheder for lokalbefolkningen – noget som er tiltrængt i et af Sydamerikas fattigste områder.

Vi ser på, hvem det er, som får gavn af turismen og hvem der ikke gør. Vi kigger også på bagsiden af medaljen, og ser nogle af de konflikter der opstår pga. turismen, og på den negative betydning for det lokale miljø.

 

Inkaerne

– og den glemte by Machu Picchu

Machu Picchu - Peru
Inkaernes glemte by Machu Picchu

I 1911 fandt amerikaneren Hiram Bingham Inkaernes glemte by Machu Picchu. Med udgangspunkt i Binghams opdagelser fortælles historien om de mennesker, som befolkede byen på bjergryggen og resten af det storslåede Inkarige.

Inkariget og dets historie har fascineret arkæologer, historikere og opdagelsesrejsende igennem århundreder. I 1532 gik en lille gruppe spanske erobrere i land på den kyststrækning, som i dag tilhører Peru. Mod alle ods lykkedes det dem at erobre det kæmpemæssige rige, som på det tidspunkt strakte sig fra Quito i Ecuador i nord til ned i midten af Chile i syd.

Det spanierne fandt, var et rige med storslåede bygningsværker på afsidesliggende bjergskråninger og et veludbygget vejsystem på mere end 30.000 km, som gjorde kommunikation og transport af varer mellem inkaernes byer mulig.

Det rige bjerg

– En rejse i Bolivias historie

I dette foredrag tager jeg tilhørerne med på en rejse til byen Potosi højt oppe i Andesbjergene. Med udgangspunkt i mine egne besøg i sølvminer i “Det rige bjerg” hører vi om, hvordan fattige mennesker sætter liv og helbred på spil i kampen for at skaffe til det daglige brød, når de hver dag går på arbejde i minerne.

To minearbejdere på arbejde i 'Det rige bjerg' i Potosi - Bolivia.
To minearbejdere på arbejde i ‘Det rige bjerg’ i Potosi – Bolivia.

Foredraget er et indblik i den fattigdom, som præger Bolivia i dag. Det er også et indblik i landets spændende og makabre historie, som er ganske godt illustreret i netop Potosi.

Potosi - Bolivia
Udsigt over Potosi på vej op til minerne.

I dag er Potosi en af de fattigste byer i Bolivia. Det har den dog ikke altid været. I slutningen af 1600-tallet var Potosi en af verdens største og rigeste byer. Grunden til både den store rigdom og den nuværende fattigdom findes i bjerget, som tårner sig op over byen. Da spanierne opdagede, at der var sølv i bjerget grundlagde de byen og begyndte at udvinde sølvet. Det vides ikke nøjagtigt, hvor meget sølv der har været i bjerget, men det siges, at spanierne kunne have bygget en bro over Atlanterhavet med det sølv de fandt her – og en ved siden af med knoglerne fra de mennesker som omkom, mens de arbejdede i minerne.