Tag-arkiv: Peru

Mennesker ved Titicacasøen

På mine utallige rejser til Titicacasøen, har jeg lært mange af de lokale indbyggere at kende. Her er et udvalg af nogle af de bedste billeder, jeg har taget undervejs.

Titicacasøen

– turisterne og de lokale

I foredraget tager jeg tilhørerne med på en rejse til en af verdens højst beliggende søer – Titicacasøen på grænsen mellem Peru og Bolivia.

Kvinde på Isla del Sol - Titicacasøen
Kvinde på vej hjem fra markarbejdet – Isla del Sol, Bolivia

Titicacasøen er en stor turistattraktion i både Peru og Bolivia, og hver eneste dag året rundt lægger både med turister fra hele verden til ved de mange små øer ude på søen. Målet er at opleve den skønne natur, den lokale kultur og øboernes fastholden i en traditionel levevis.

Taquile - Titicacasøen
To mænd i den traditionelle klædedragt på vej til øen Taquile i Titicacasøen.

Vi ser på, hvordan lokalbefolkningen lever med den stigende turisme på øerne. På en af de flydende øer bygget af siv inviterer ægteparret Cristina og Victor deres gæster med på fisketur og giver dem mulighed for at overnatte i en sivhytte magen til den de selv bor i. På øen Isla del Sol serverer Pablo og hans kone Lydia fabelagtigt gode pizzaer, som kan nydes i stearinlysets, mens mørket falder på.

Boliviansk kvinde med citrontærte
Lydia er klar til gæster i restauranten på Isla del sol med en friskbagt citrontærte.

I de små lokalsamfund skaber turismen helt sikkert nye indkomstmuligheder for lokalbefolkningen – noget som er tiltrængt i et af Sydamerikas fattigste områder.

Vi ser på, hvem det er, som får gavn af turismen og hvem der ikke gør. Vi kigger også på bagsiden af medaljen, og ser nogle af de konflikter der opstår pga. turismen, og på den negative betydning for det lokale miljø.

 

Inkaerne

– og den glemte by Machu Picchu

Machu Picchu - Peru
Inkaernes glemte by Machu Picchu

I 1911 fandt amerikaneren Hiram Bingham Inkaernes glemte by Machu Picchu. Med udgangspunkt i Binghams opdagelser fortælles historien om de mennesker, som befolkede byen på bjergryggen og resten af det storslåede Inkarige.

Inkariget og dets historie har fascineret arkæologer, historikere og opdagelsesrejsende igennem århundreder. I 1532 gik en lille gruppe spanske erobrere i land på den kyststrækning, som i dag tilhører Peru. Mod alle ods lykkedes det dem at erobre det kæmpemæssige rige, som på det tidspunkt strakte sig fra Quito i Ecuador i nord til ned i midten af Chile i syd.

Det spanierne fandt, var et rige med storslåede bygningsværker på afsidesliggende bjergskråninger og et veludbygget vejsystem på mere end 30.000 km, som gjorde kommunikation og transport af varer mellem inkaernes byer mulig.

Velkommen

– til rejse-historier.dk

Mit navn er Charlotte Bøgelund Frederiksen, og jeg elsker at rejse og opleve verden og møde nye mennesker.

Charlotte Bøgelund Frederiksen
Her er jeg med Inkaernes hellige dal i Peru i baggrunden.

Rejse-historier.dk er siden, hvor jeg fortæller om de mange oplevelser, jeg har haft på rejser rundt omkring i verden – men især i de Latinamerikanske lande.

Igennem tiden har netop den interesse udmyntet sig i både artikler og foredrag, som du også kan læse mere om her på siden.

Min rejselyst blev for alvor vagt, da jeg i 1994/95 var på rejse i Spanien, Portugal og de fire Mellemamerikanske lande Guatemala, El Salvador, Nicaragua og Costa Rica. Men starten på mit eventyr kom for alvor i 1996, hvor jeg flyttede 1 år til Bolivia med udvekslingsorganisationen International Cultural Youth Exchange (ICYE). Jeg kom til at bo hos en familie i byen Tarija i det sydlige Bolivia, nær grænsen til Argentina og det slette-område som kaldes El Gran Chaco som er hjemsted for guaraní-indianerne. I det år, arbejdede jeg i et projekt for fattige børnearbejdere.

Sidenhen har jeg taget en kandidatgrad i International Udvikling og Geografi fra Roskilde Universitetscenter, hvor jeg har specialiseret mig i turismes betydning for fattigdom i Andesbjergene, særligt i området omkring Titicaca-søen, verdens højst beliggende sø. Uddannelsen indebar også et praktikophold, hvor jeg valgte at rejse til Bolivia igen, og arbejde hos en organisation, som arbejder for at forbedre levevilkårene for indianske befolkningsgrupper i den sydlige del af Bolivia.