– Vejen til bæredygtig turisme i Bolivia

Felicia spejder utålmodigt ned ad den smalle sti foran huset. Så langt øjet rækker er der den smukkeste udsigt over Titicacasøens dybblå vand og de snedækkede bjergtoppe i horisonten. Men det er ikke udsigten, som er i Felicias tanker lige nu. Hun ved, at båden fra fastlandet lige har lagt til ved den lille stenmole for foden af bjerget. Pludselig ser hun dem. Til at begynde med er de små prikker langt nede af bjergsiden, men da de kommer nærmere, ser hun, at det er et ungt lyshåret par med store rygsække. De bevægersig langsomt op ad stien. Mon de stopper op ved det lille pizzeria, som hun og hendes mand selv har bygget, for at få noget at spise eller drikke. Eller går de bare forbi?

Vejen til et bedre liv

For Felicia og mange af hendes naboer er ventetiden og håbet om nye kunder i butikken, hver gang en båd lægger til, dagligdag. De bor på den lille ø Isla del Sol i den bolivianske del af Titicacasøen, som i stigende grad besøges af turister, som kommer til øen, fordi den har stor betydning i inkaernes skabelsesberetning. Øens attraktioner er inkaruiner og stenformationer med tilknytning til inkaernes myter. Samtidig er et besøg på øen en mulighed for at opleve smuk natur og lokal kultur og levevis. Isla del Sol er imidlertid også beliggende i et af de fattigste områder af Bolivia. Tal fra 2001 viser, at 89,8 % af befolkning i provinsen Manco Kapac, hvortil Isla del Sol hører, lever i fattigdom. Tallet er ikke enestående for dette område. På den barske og golde højslette næsten 4000 meter over havets overflade lever mennesker i små huse bygget af naturens egne materialer: jord og strå. I dette ufrugtbare landskab overlever de ved at dyrke kartofler og quinoa eller ved at sælge uld fra lamaer og alpakaer.

På Isla del Sol har den stigende turisme givet indbyggerne nye muligheder for at komme ud af fattigdommen. Flere steder på øen er små basale spise- og overnatningsmuligheder skudt op. Hovedparten er drevet af driftige lokale familier, som har investeret tid og sparepenge i byggeri af nye huse, indkøb af madvarer og souvenirs osv. Flere familier har nu en indkomst, så de ikke længere lever under fattigdomsgrænsen. Det lyder som en solstrålehistorie og er det på mange punkter også. Spørgsmålet er imidlertid, om turismen på Isla del Sol er bæredygtig – også på sigt?

Bæredygtig udvikling – også for turismen?

I 1987 udkom brundtland-kommissionens rapport “Vores fælles fremtid”. I den defineres udvikling som en udvikling, der opfylder nutidige generationers behov uden at ødelægge fremtidige generationers mulighed for at få deres behov opfyldt. Følges denne definition, må bæredygtig turismeudvikling nødvendigvis være en udvikling, hvor nutidige turister har mulighed for at opleve en turistdestination uden at ødelægge fremtidige generationer af turisters muligheder for at opleve den samme destination. Samtidig skal udviklingen opfylde lokalbefolkningens behov en indkomst, nu såvel som i fremtiden.

“Jeg har læst, at det er et smukt og uspoleret sted, i modsætning til øerne i Peru, som jeg valgte ikke at besøge”, svarede en ung rygsækturist, da hun blev spurgt, hvorfor hun havde valgt at besøge Isla del Sol. Udtalelsen er typisk for magne af de besøgende på øen. Samtidig efterspørger turisterne muligheder for at overnatte i komfortable værelser, tage varmt bad, spise god mad, købe vand på plasticflasker osv. På Isla del Sol har lokalbefolkningen reageret på denne efterspørgsel, og tilbyder nu alt fra overnatninger over souvenirs til transport tilbage til fastlandet. Men de mange nye hoteller og restauranter, som ikke alle holder sig til den traditionelle byggestil, er netop med til at gøre øen mere uspoleret i turisternes øjne. Der er tale om en vanskelig balancegang, for hvor længe vil turisterne opfatte øen som uspoleret og blive ved med at komme? Måske er det stadig nok, at man kan gå lidt udenfor landsbyen eller besøge de to nordlige landsbyer Challa og Challapampa, som stadig byder på traditionelle huse og en lokalbefolkning, som primært lever af landbrug, dyrehold og fiskeri? Eller måske er det bare et spørgsmål om tid?

Da naboen blev konkurrent

Byggeriet af nye restauranter, hoteller og kiosker ser nemlig ikke ud til at få en ende lige foreløbig. Alle vil, forståeligt nok, have en bid af kagen. Har man derfor et stykke jord i det område, hvor turisterne kommer, er det fristende, at bruge det til at tjene penge på turisterne.  Der er ingen overordnet planlægning af – eller regler for – hvor og hvordan man må bygge. Derfor er der flere steder skudt treetagers murstensbygninger op, mens andre forsøger at holde sig til en mere traditionel byggestil, f.eks. med stråtag. For at klare sig i den stigende konkurrence bliver mange dog ved med at udvide deres virksomhed, så de har flere aktiviteter. F.eks. har flere af de familier, som tidligere udelukkende havde en restaurant, bygget værelser til overnatning – og omvendt. Herudover ser mange af de familier, som startede først, sig nødsaget til at bygge om eller bygge helt nyt for at klare sig i konkurrencen om turisternes gunst.

Et eksempel er Ilaya Mamani og hendes familie. Deres restaurant ligger i et ganske almindeligt hus bygget af soltørrede jordmursten. I forhaven er de begyndt at bygge et overnatningssted i mursten og i flere etager. Umiddelbart har de ikke råd til at bygge det færdigt. Det tager udsigten fra restaurantens vinduer. På den anden side af stien har en anden familie bygget en ny restaurant. Udefra ser den mere attraktiv ud, da den er bygget som et rundt hus med vinduer hele vejen rundt. På den måde har gæsterne udsigt over søen ligemeget hvor de sidder. Taget er af strå, og om aftenen sættes der stearinlys på bordene. For Ilaya og hendes familie betød åbningen af den nye restaurant, at antallet af gæster hos dem faldt drastisk. For at tage konkurrencen op, har de derfor bygget om, så de nu også har vinduer ud mod stien. Det har betydet, at det nu går bedre for familien igen.

Andre forsøger at konkurrere på god kvalitet og service. Et eksempel på dette er Pablo Callisaya, som har bygget et lille pizzeria i skoven på højderyggen. Det ligger lidt afsides, men er alligevel godt besøgt. Her serverer han gode pizza- og pastaretter af samme standard som hos en bedre italiensk restaurant. Rygtet har spredt sig, og mange rejsende besøger Pablos lille restaurant, netop fordi andre har anbefalet dem stedet.

Fra sivbåde til affaldsbunker

En anden fare, som truer med at ødelægge turisternes oplevelse af en uspoleret ø, er de store mængder af affald, som uvægerligt følger med den stigende turisme, og som lokalbefolkningen har store problemer med at komme af med. Flere steder flyder plastikflasker og andet affald i vandkanten, mens det heller ikke er unormalt, at overnatnings- og spisestederne skaffer sig af med deres affald ved at smide det i naturen på mindre befærdede steder. For turisterne er det med til at give en dårlig oplevelse af stedet, for de lokale beboere kan det være med til at ødelægge deres nye livsgrundlag. Udviklingen på øen Suriqui i den sydlige del af Titicacasøen skræmmer. I den seneste guidebog fra Lonely Planet beskrives øen som et sted, der kun er værd at besøge, hvis du har et par minutter på din vej til én af de andre øer i området. Grunden er, at indbyggerne er gået væk fra at bygge de sivbåde, som øen ellers var så berømt for, og det eneste som nu sejler rundt i vandkanten er affald og tomme og tomme flasker.

For at sikre at både nutidige og fremtidige generationer af turister kan få gode og unikke oplevelser på Isla del Sol, og at nutidige og fremtidige indbyggere på øen kan skabe sig en levevej fra turismen, er det altafgørende, at der findes løsninger, så det ukontrollerede byggeri og de stigende affaldsmængder ikke ødelægger stedet og efterlader indbyggerne fattigere end de var før. Men så længe den uhæmmede og planløse konkurrence om turisternes penge fortsætter, vokser også faren for, at Isla del Sols solstrålehistorie bliver kort.

Artiklen er oprindeligt skrevet bladet Grøn hverdag i september 2007. Den bygger op de observationer jeg gjorde i forbindelse med mit speciale, hvor jeg opholdt mig på Isla del Sol i to måneder i efteråret 2003 og på efterfølgende besøg på øen i 2004 og 2007.